Byggeri, Landskab & Byrum

Formidlingshus på Knudshoved Odde

Som en sidste del af EU-LIFE projektet Clima Bombina har ETN Arkitekter udarbejdet projekt for opførelse af et lille formidlingshus med tilhørende landskab. Formidlingshuset er placeret midt på den smukke Knudshoved Odde – i et storslået naturgenopretningsprojekt, som er gennemført over en længere årrække. Naturprojektet har til formål at genskabe det naturlige landskab fra agerbrug til vild natur og med genopretning af levesteder til bl.a. den truede klokkefrø (bombina), som trues saltvandet, der oversvømmer deres naturlige vandhuller.

Projektet er gennemført af Vordingborg Kommune i samarbejde med jordejer Rosenfeldt Gods og andre gode folk, og formidlingshuset sætter punktum for det store naturprojekt.

Selve formidlingshuset har ETN Arkitekter tegnet og realiseret i samarbejde med bl.a. ingeniør Jonathan Glud, brodæk af NBC Marine og grafik af Mette Glyholt. Selve formidlingshuset og boardwalket er bygget af thujtræ sovet fra Rosenfeldts egen skov

Sted: Knudshoved Odde
Bygherre: Vordingborg Kommune
Team: ETN Arkitekter (totalrådgiver), Jonathan Glud Rådgivende ingeniør (konstruktioner), Glyholt Grafisk Design (formidlingsmateriale)
Ydelse: Totalrådgivning

Formidlingshuset har en fantastisk beliggenhed med udsigt over et genskabt vådområde og i det flotte formidlingsrum kan publikum høre mere om Life Clima-Bombina projektets visioner og resultater.

Via QR-koder præsenteres flotte videoer af oddens sjældne arter og blomstrende landskaber.

Vi håber formidlingshuset fremover vil blive et populært udgangspunkt for besøg i Det Gamle Land på Knudshoved Odde.

Naturfotos herover er fra Vordingborg Kommunens hjemmeside om Clima Bombina projektet, og viser den flotte natur på Knudshoved Odde. Der er sat vilde heste og Gallowway kvæg ud i området, og i den vilde natur er der nu igen stor forekomst af fugle, frøer, firben mfl. og mange blomstrende græsser og urter, der giver landskabet flotte farver hen over sæsonnen.

På tværsnittet herunder ses en visualisering af det lille landskabsrum, som er skabt som en cirkel op til formidlingshuset. Et af de historiske fund, der er gjort i området er fra de aller tidligste bosættelser, hvor man har sporet aflejringer fra cirkulære bopladser. Cirkelmotivet har vi taget med i det lille naturrum, som er skabt ved formidlingshuset, og hvor landskabet trænger sig helt ind i det lille formidlingshus både fra gårdrummet og via det store vindue ud mod det fredede landskab.