BYPARKEN FRIHEDEN
Byparken Friheden er et nyt fælles aktivitetsområde ved Østerbroskolen, som skal medvirke til at styrke den sociale sammenhængskraft i kvarteret. Kampagnen “Fælles Rum” arbejder for at skabe nye mødesteder på kanten af udsatte boligområder, sådan at koblingen til den omkringliggende by styrkes og skaber bedre balance og social sammenhængskraft.
Igennem en længere periode har Guldborgsund Kommune samarbejdet med kvarterets beboere om udviklingen af den nye fælles bypark. En række “lunde” med forskellige typer af aktivitetsmuligheder er udviklet i samarbejde med både børn, unge, familier og ældre, og steder tilfører leg, bevægelse, ophold og ikke mindst masser af dyrkningsmuligheder og grønt i form af træer og blomstrende græsser til området.
Projektet rummer desuden et kunstspor, hvor kunstner Camilla Berner har arbejdet med skoleelever og ældre fra Oasens aktivitetscenter om “plante-minder”. Det er blevet til et fint projekt med etablering af et kunstspor af udvalgte planer;træer, stauder mv, som er plantet sammen med individuelle fortællinger om hvorfor præcis dén plante er valgt og hvilket minde der knytter sig til den. Planterne ledsages af en flise, hvor mindet er indprintet ligesom hele projektet kan opleves via QR-koder.
Kunstnerduoen Søren Lohse og Martin Seest har desuden etableret flotte kvashegn sammen med skoleelever, som en del af deres kunst-indsats i området.
Fotograf: Niels Vestergaard, film-foto.dk / ETN Arkitekter
I september 24 blev Byparken officielt indviet med et imponerende program med kunstner og teateraktiviteter, gospelkor, Is-bil og fine taler.
Naboer fra hele kvarteret deltog – og som artiklen fra den lokal avis Folketidende herunder bevidner, så er naboernes skepsis for projektet vendt til glæde og optimisme.